Historie

Engang i sommeren 1973 sejlede jeg i en lille jolle til Rolsø Næs for at besøge Molsspejderne, som lå i sommerlejr på næsset.
Der var kun en fem-seks spejdere, så Mols Trop var ikke særlig stor på det tidspunkt. Planen var, at jeg skulle være leder for troppen. 

 Skolebestyrelsen på Molsskolen varetog mange kulturelle interesser, og man havde ved en ansættelsessamtale med en håbefuld ansøger få år forinden da også fået tilsagn om, at han ville hjælpe med spejderne. Med positiv åbenmundethed røbede min kone, som også lige var ansat på skolen, at jeg da også havde været spejder, og så sad aben lige pludseligt på min skulder. 

Aben vidste bare ikke, at den var landet på skulderen af en forhærdet søspejder. 
I 1974 blev Mols Trop en søspejdergruppe. 

Organisation

En spejdertrop består normalt af et antal patruljer, som igen består af 5-7 børn og unge.

Troppen med voksne ledere er normalt den centrale enhed, som aktiviteterne centreres om.

På Mols var patruljen den vigtige enhed, og den var knyttet til de enkelte landsbyer. 

Det var noget, der stillede store krav til patruljens medlemmer, hvilket kunne føre til et fint selvstændigt spejderarbejde. 

Det kunne dog også føre til en vis rivalisering mellem patruljerne/landsbyerne.

Loyaliteten var mest knyttet til egen enhed. Men de små skoler blev jo nedlagt sidst i tresserne; den centrale skole på Mols og kommunesammenlægningen var et faktum. Så nu måtte turen jo komme til spejderne. 

 

Så jeg gik fortrøstningsfuld i gang med at skabe en trop på Mols med et fast tilholdssted uden at erkende den grundlæggende holdning med tilknytning til sognestrukturen. 
Havde jeg kendt den holdning, var jeg nok gået lidt mere forsigtigt frem. Jeg tror nok, at nogen dengang syntes, jeg trampede lidt voldsomt på nogle gamle traditioner. 

Til gengæld var jeg klar over, at der skulle gås forsigtigt frem, hvis Mols Trop skulle blive en søspejdertrop. 

Spejderne var jo landmandsbørn. Jeg havde faktisk undret mig meget over, at så få børn pjaskede rundt i vigen på trods af den fine mole ved Knebelbro og den fantastiske "kravlegård", som Knebel Vig er rent sejladsmæssigt.

Der var meget få både og meget lidt sejlads. 

Jeg var nok klar over, at der skulle gås forsigtigt frem, og forældrene udtrykte da også stor betænkelighed, da jeg foreslog, at vi skulle tage på kanotur på Karup Å på vej til korpslejr ved Hvalpsund i 1974. 

Hans Lomholt var rådsformand og som bekendt en dreven politiker, så selvfølgelig fik han landbrugskonsulenten, Jørgen Nielsen, med på ideen. 

Derpå gav forældremødet sit tøvende samtykke.

Det følgende år anskaffede vi os de to første både, og siden hen harMols Trop udviklet sig mod og på vandet. 

Søspejdere

Det at praktisere spejderarbejde i og omkring både har mange fordele. 

Båden er en naturlig ramme for en flok børn. Båden sejler kun ved et godt samarbejde. 

Dårligt samarbejde eller dårligt arbejde betyder, at båden kun kommer dårligt frem, eller det, der er værre.

Man er nødt til at løse de problemer, der opstår undervejs på en sejlads. Man kan ikke bare gå hjem eller zappe til noget andet, hvis noget bliver lidt surt. 

 Skipperen eller patruljelederen får en del gratis autoritet. Til gengæld kan han bruge klassens i måske mere end en forstand tunge dreng, når ankeret skal hales, eller den kvikke splejs, når der skal sendes en i mastetoppen. 

Bådene giver et fast program for året med klargøring, sejlads, optagning for vinteren og så forfra igen. 

Både og sejlads rummer noget for alle. Såvel for dem, som har hænderne rigtig skruet på, som for den fysisk knap så elegante. Men også den lidt mere teoretisk begavede kan få brug for sine evner i forbindelse med sejladsen og organisationen. 

Brohuset og havnen ved Knebelbro

Troppen fik hurtigt fast tilholdssted i Brohuset ved Knebelbro. Færgeriet var stoppet, og lageret blev benyttet af kommunens vej mand til lidt af hvert, så der kunne også væreplads til spejderne. 

I den anden ende af huset boede Rine, enke efter den sidste brobestyrer. Hun var vældig glad for de mange nye børn, som begyndte at vrimle omkring huset. 

Der var dog den ting ved huset, at hun somme tider skulle have gummistøvler på, når hun skulle hen til sin seng i soveværelset. Der trængte undertiden vand ind fra vejen. 

Da Rine flyttede til Lyngparken, havde vi pludselig et rigtigt spejderlokale. 

 En anden nabo Erik Carl Nielsen, bedre kendt som Skipper, blev også tiltrukket af søspejderiet og den megen aktivitet. 

Nu var Skipper jo ikke den, der lod sig putte i faste rammer, så vi opfandt en helt speciel titel til ham, nemlig "fyrbøder", så til sin død stod han opført og fungerede som sådan i huset. 

Fem år senere blev Knebelvig Bådelaug dannet, og de flyttede ind i det sidste ledige lokale midt i huset. 

Siden har huset fungeret som et trangt, men fortrinligt udgangspunkt for 125-150 menneskers fritidsaktivitet. 

Godt, at dette smukke hus ikke blev jævnet med jorden, som foreslået af en tidligere borgmester, da forhandlingerne om istandsættelsen af det gik lidt trægt. 

Bådene var der ikke plads til ved den lille usikretræbro, som blev etableret ved molen.
I alle årene har de derfor ligget sikkert for svaj uden for molen, og der skulle en ro-eller motorjolle til, hvis man ville bruge dem. Lidt besværligt og uden mulighed for lige at kigge omkring "sin" båd på vej 
hjem fra skole. 

Dette er heldigvis slut fra 2004 med anlægget af den nye havn. 

Der har været snakket havn siden 1980. 
Nu lykkedes det, men det tog jo også tyve år, før man blev enige om at bygge Molsskolen. 

Aktiviteterne

Gøremålene ved Brohuset har været helt normale spejderaktiviteter, men altså centreret om både. Meget hurtigt fik vi en stor flok mini-og juniorspejdere. 

Det er de 8 til 12-årige, som tidligere var kendt som ulveunger. I øvrigt en kæmpesucces, hvilket afspejler sig i en undertiden meget lang venteliste, for pladsen i og omkring Brohuset er trang. 

De små snuser til sejlads og saltvand i kanoer og optimistjoller, men problemet med sådan en horde er selvfølgelig plads. Heldigvis trådte fyrbøder Skipper til, og vi lejede 12 kvadratmeter af hans have for 12 kr. om året. Vi okkuperede ganske vist hele hans have, men lejemålet betød jo, at vi kunne siges op, hvis det blev for meget.

Efter Skippers død er huset overgået til andre ejere, som helt naturligt gerne vil have deres have for sig selv, men heldigvis indrettes der en aktivitetsplads til spejderne på det nye havneareal. 

Det kan være svært udefra at se, hvad spejdere egentlig laver, men i løse tal svarer omfanget af aktivitetstimer til de personaktivitetstimer, som ungdomsskolen Mols præsterer.

Søspejdere holder møder og tager på ture som andre spejdere. 

De tager dog ikke på sommerlejr, men i stedet for på "Sommertogt" . Alene navnet antyder, hvilke oplevelser det kan byde på.

Molsspejderne har sejlet alle de indre danske farvande tynde i de små joller og overnattet i telt i utallige havne og på utallige kyster. Det er disse sommertogter, de gamle spejdere taler om. 

Der afvikles også landslejre og landsdækkende kurser for søspejdere. 

Her er det jo interessant at se, at københavnere og molboer ikke længere lægger mærke til, at de taler et lidt forskelligt sprog, når de i fællesskab har bjerget en jolle sikkert gennem en frisk byge. 

Det er i øvrigt stadigvæk sådan, at vi kan se, at molbobørnene stadig er forankret i et mindre stressende landbrugssamfund, om end dette er ved at udjævne sig i de senere år. 
De er ihvert fald lettere at have med i byen end mange af de andre grupper, vi ser, og de får meget tit rosende ord med på vejen fra sejlere i havnene. 

En sommeraften på havnen på Endelave dukker der næsten lydløst tre joller frem i mørket, og en masse børn vælter i land med telte og soveposer. 

- Hvor kommer i fra? 

- Mols. 

- Jamen, der er jo ingen vind. Hvordan er I så kommet frem? 

- Roet! Peter, husk lige kassen med mad! 

Forældre kan jo ikke undgå at være lidt bekymrede over, hvad der kan ske på sådanne sejladser. 

Et par forældre tilbød at sejle med på et togt til Sydfyn, for som de senere indrømmede: - Vi turde da ikke sådan bare lige overlade vores lille øjesten til jer! 

Forældrene lejede en stor motorbåd. De havde godt nok aldrig sejlet før, men heldigvis besluttede vi at sætte en af de unge ledere om bord "for kontaktens skyld". 

Den første dag reddede han dem ud af et par kritiske situationer, men efterhånden blev de så dygtige, at vi ikke behøvede at bruge al vores energi på at bekymre os om dem. 

Sidenhen købte de en rigtig sejlbåd og sejlede sammen med os i flere år. 

Nu ikke mere for at passe på deres lille pus, som i øvrigt var en habil sejler, men fordi det var sjovt. 

For nogle af spejderne har disse oplevelser fået afgørende betydning.

Flere har prøvet kræfter med skoleskibene, og vi kan blandt de gamle spejdere mønstre næsten alle maritime erhverv, maskinmestre, matroser, kaptajner, skibstømrere, skibsingeniører, havbiologer ja, vi mangler faktisk kun en sejlmager. 

Det er ikke til at vide, om disse unge mennesker under alle omstændighedervar endt i netop de jobs. Det er i hvert fald tankevækkende. 

Den skotske forbindelse

Fra midten af 80'erne har de store spejdere hvert fjerde år været på et lidt andet togt,dog uden både. 

Da deltager de i en fantastisk lejr med store traditioner midt i det skotske højland. Det er en ti dages lejr, hvor de enkelte patruljer bor og arbejder sammen med en skotsk patrulje, og herefter er der en uges indkvartering i et skotsk hjem. For mange af molbobørnene er det det første rigtige udlandsophold, hvor man kommer lidt bag om turistseværdighederne. 

Udfordringen er til at tage at føle på, når man er tretten år med to års engelsk i bagagen.

Tre uger hjemmefra afsluttet med en uges ophold måske påOrkneyøerne, hvor sproget ikke er helt det samme som det, engelsklæreren bruger! 

Sådanne oplevelser i den alder sidder fast og kommer til at betyde noget for mange senere hen. 

 

Papirindsamlingerne og loppemarkederne

Både og internationale rejser koster penge, og kontingentet skal holdes på et rimeligt niveau.

Molsspejderne har altid samlet aviser og flasker. Somme tider har udbyttet ikke kunnet dække en kasse sodavand og øl.

I begyndelsen af 90' erne var kommunen tvunget til at samle ind til genbrug, og der blev indgået en fornuftig aftale med kommunen. Den betød, at kommunen sparede ½ million kr. om året, og til gengæld fik spejderne en god og fast indtægt. I stordriftens hellige navn er denne aftale nu ophørt.

Indsamlingen varetages af et overkommunalt organ. Spejderne har mistet en god indtægt, og vi andre er kommet til at betale mere for renovationen.

Det med indtægten kan vise sig at blive meget alvorligt, men vi har også mistet en god aktivitet.

Papir og flaskeindsamlinger er en aktivitet, hvor alle kan deltage, store og meget små, forældre med og uden bil og forældre med og uden børn. 

Det viste sig nemlig, at mange forældre ikke kunne lade være med at hjælpe, også efter at børnene for længst var rejst hjemmefra. 

Loppemarkederne var en nyskabelse fra sidst i halvfjerdserne. Det første blev holdt i Tved forsamlingshus. Ved den lejlighed var der nogle "af de der hippier", som boede i nærheden, som kom og spillede.

De fleste kender dem i dag som Djursland Spillemænd. 

Ligesom Søspejderjul er loppemarkederne en god pengeskabende aktivitet, som har den kvalitet, at børnene og de unge kan involveres sammen med forældrene. 

Forældresamarbejdet er meget vigtigt. Nogle nye forældre bliver lidt overraskede, når de opdager, at spejdergruppen ikke er en kommunal aktivitet, som man "sender" sine børn til,men at man faktisk er nødt til at være lidt aktiv selv.

Mange bliver så rigtig involverede, somme tider som ledere, men ofte som hjælpere ved de pengeskabende aktiviteter, praktisk arbejde omkring hus og både og undertiden som hjælpere på de store lejre. 

Det er ret sjovt at høre gamle forældre fortælle om "deres spejdertid" og alle de oplevelser, den gav dem. 

Forældrene har nu også en anden god grund til at være interesseret i, hvad der foregår.
Spejderbevægelsen er jo en idebestemt ungdomsorganisation. Det vil sige, at arbejdet med børnene hviler på nogle bestemte værdier, som forældrene jo gerne skulle kunne tilslutte sig. 

Lederne 

Frivilligt ungdomsarbejde kræver ledere. Personlig er jeg af den mening, at aktivitetens succes er helt afhængig af den lederenergi, der puttes i den. Jeg tror, der er meget få ledere, der involverer sig for børnenes skyld eller for sagens skyld. 
De involverer sig, fordi det er sjovt at skabe en aktivitetsammen med børn og ikke mindst sammen med andre voksne. 
De er eller bliver en slags specialister, som er rigtig gode til det, de laver, nemlig selve aktiviteten.

Det er meget vigtigt, at de får lov til at holde sig til det. Hvis de bliver tvunget til at bruge for meget tid på for eksempel offentligt bureaukrati eller på at skabe penge til aktiviteten,vilde hurtigt forsvinde. 

Her har Molsspejderne været meget heldige med et altid meget aktivt forældreråd i baggrunden til at tage sig af den slags ting.

Er det bare held, eller har det også sin baggrund i det lille stabile (landbrugs )samfund?

Det kan være lidt problematisk at involvere sig i en aktivitet i så lille et samfund, for hvordan kommer man ud af det på en god måde, når man er brændt ud? Og hvordan finder man en afløser?

Mols- området lider jo af stor afvandring af unge mennesker. 

Det starter faktisk allerede, når de store spejdere skal på efterskole, og mange lederemner forsvinder, når uddannelserne starter.

Hvis de vender tilbage, så er det ofte med nystiftet familie og små børn, og her er der ikke så meget "lederenergi" i overskud. 

Nu har der været spejdere på Mols i 50 år og søspejdere i 30. Spejderbevægelsen har været i stand til at udvikle sig med samfundet i 100 år. Mon ikke vi kan håbe, at Molsspejderne finder ud af at udvikle sig videre, sådan lidt i deres eget tempo og til deres egen tid. 

 

Verner Damm – Molsbogen 2004.